En 14-årig pige er angiveligt blevet voldtaget under den igangværende karnevalsparade i Aalborg.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Politiet fik anmeldelsen lørdag klokken 15.14.
- Der er tale om en mindreårig pige, der er 14 år gammel, og vi efterforsker sagen med alle tilgængelige ressourcer, siger politikommissær Claus Serup, Nordjyllands Politi.
I forbindelse med sagen efterlyser politiet vidner, der kan have set noget mistænkeligt på ved Bispensgade ud mod Vesterbro ved 15-tiden.
Pigen er under afhøring, og politiet har endnu ikke et signalement af den formodede gerningsmand klar til offentliggørelse.
Politiet har for nuværende ikke yderligere oplysninger i sagen.
TV 2 skriver, at det var pigen selv, der kontaktede en cyklende politipatrulje og anmeldte voldtægten.
/ritzau/