En 14-årig dreng overlevede på mirakuløs vis, da han under et besøg i Grand Canyon mistede fodfæstet og faldt cirka 30 meter.
Drengen, Wyatt Kaufmann fra North Dakota, var med sin mor i Grand Canyon, da han pludselig faldt ud over kanten. Det lykkedes ham at klynge sig fast i to timer, indtil redningsmandskabet fik ham reddet op.
- Jeg stod på kanten og flyttede mig, så andre kunne komme til at tage et billede. Jeg satte mig hug og holdt fast i en sten med én hånd, fortalte Wyatt til tv-stationen KPNX, der talte med drengen på hospitalet.
Men ellers huskede han ikke meget.
- Det næste jeg husker er, at jeg vågnede og befandt mig i en helikopter og blev fløjet til hospitalet, sagde han.
Wyatt Kaufmann måtte behandles for en del skader. 12 News
Den 14-årige blev transporteret til et hospital i Las Vegas, hvor han blev behandlet for ni brækkede ryghvirvler, en sprængt milt, en kollapset lunge, en hjernerystelse, en brækket hånd og en finger, der var gået af led.
Drengens far Brian Kaufmann befandt sig i North Dakota, da ulykken skete, og han priste sig lykkelig over, at det ikke gik værre.
- Vi er bare heldige med at kunne bringe vores søn hjem på forsædet i en bil i stedet for en kiste, lød det fra faderen.