Politiet i Chicago har røde ører, efter en 14-årig er blevet anholdt for at udgive sig for at være politibetjent. Drengen nægter sig skyldig i anklagen.
Mandag sad han ellers på anklagebænken i en retssal for mindreårige med hænderne fikseret i et par håndjern bag ryggen. Dommeren valgte at sende ham i ungdomsfængsel, fordi drengen måske var til fare for sig selv.
Tiltalen lyder på, at den 14-årige søndag iførte sig en politiuniform og gik ind på en politistation. Sammen med en anden (ægte) betjent blev han sendt på patrulje, og der gik fem timer, før hans unge alder og manglende eksamensbevis blev opdaget.
Drengen fik ikke nogen pistol, han udskrev ikke nogen bøder, og han kørte aldrig patruljebilen, siger politiinspektør Daniel Dugan ifølge AP.
Politiassistent James Jackson siger, at forklædningen først blev opdaget, da den ægte betjents vagt var færdig, og de to vendte tilbage til stationen. Kollegaerne opdagede nemlig, at drengens uniform manglede en stjerne, der ellers er påkrævet.
Politiet undersøger nu, hvordan der kunne gå så lang tid, før drengen blev opdaget og kalder hele episoden for en alvorlig sikkerhedsbrist.
Daniel Dugan medeler, at drengen ser ældre ud, end han er, og at hans motiv var, at han godt kunne tænke sig at være betjent.