Efter en omfangsrig efterforskning kunne Østjyllands Politi mandag slå kloen i en 14-årig dreng, der mistænkes for weekendens overfald på en 42-årig grønlandsk mand på Torstilgårdsvej i Tilst ved Århus.
Den 42-årige svæver fortsat i livsfare på Århus Sygehus efter overfaldet, hvor han blev stukket tæt ved hjertet med en kniv eller en anden skarp genstand.
Dermed har det vigtigste vidne i sagen endnu ikke kunnet afhøres, men på grund af en række tekniske spor, som politiet af hensyn til efterforskningen ikke vil uddybe, er den 14-årige alligevel kommet i søgelyset.
Drengen er sigtet for drabsforsøg, men han nægter sig skyldig.
For ung til retten
Den 14-årige dreng er fra Århus, men bor ikke selv i Langkærparken, hvor overfaldet skete. Han har dog tilknytning til området gennem bekendte.
På grund af hans unge alder kan han ikke retsforfølges for forbrydelsen, og han vil derfor heller ikke blive varetægtsfængslet. Han er i stedet overdraget til de sociale myndigheder, som tilbageholder ham, mens politiet undersøger overfaldet nærmere.