En 14-årig dreng er dræbt og seks er kvæstet i en voldsom trafikulykke ved Ølsted i Nordsjælland.
Drengen sad i bilen sammen med sin 64-årige bedstemor, der tilsyneladende mistede herredømmet over bilen på grund af et ildebefindende.
Derfor endte bilen i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i en modkørende bil, skriver eb.dk.
Efterfølgende faldt et strømførende kabel ned over bilerne, men selvom den 14-årige fik strøm gennem sig, fastslår politiet, at drengen døde af de kvæstelser, han fik ved påkørslen.
Tre af de kvæstede er sendt til Rigshospitalets traumecenter, mens en person er fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet.
To andre er kørt med politieskorte til traumecenteret.
Ulykken er sket på Frederikssundsvej mellem Frederiksværk og Frederikssund, og vejen er nu spærret i begge retninger.
Derfor anbefaler både Vejdirektoratet og politiet, at bilister finder alternative veje, da det vil tage noget tid at få fjernet de strømførende kabler.