Onsdag faldt der dom i sagen om den 47-årige Jørn Bundgaard Pedersen, der skød en vagtmand hos SKAT på Tagensvej i København i november 2007.
Dommen lød på 14 års fængsel fra en enig domsmandsret i København. Straffen blev begrundet med, at drabsmanden havde udvist grov hensynsløshed ved at skyde en tilfældig vagt, skriver Berlingske.dk.
Den 23. november om formiddagen opsøgte Jørn Bundgaard Pedersen skattekontoret på Tagensvej og truede en sagsbehandler med en pistol, fordi han mente, at Skat gennem flere år uberettiget havde forsøgt at inddrive et større beløb.
Derefter skød og dræbte han den 57-årige sikkerhedsvagt, der var far til to.
Efter eget udsagn var drabet et uheld, men det formildede altså ikke domsmændene.