Libanons myndigheder har slået hårdt ned på de demonstranter, der sidste forår angreb det danske konsulat i Beirut i vrede over Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Indtil nu er 136 blevet dømt for angrebet, oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K) ifølge DR.
Langt størstedelen af de dømte er blevet idømt fængselsstraffe på mellem to og otte måneder, mens 10 personer har fået et års fængsel. Der er stadig 154 personer, som venter på at blive retsforfulgt for deres rolle i angrebet.
Iran har ikke rejst tiltale mod nogen efter ambassadeangrebet, og der er heller ingen oplysninger om tiltalte i Syrien, hvor den danske ambassade også blev angrebet.