Kuldegraderne truer lige nu 1350 billister, der er venter på hjælp i sneen. De dumdristige bilister kan ikke blive hjulpet af Falck, der selv har problemer med at trænge frem på Lolland og Falster.
Ifølge Klaus Kristiansen fra Falck arbejder Falck-rederne som rasende for at følge med de mange opgaver.
"Vi løser opgaverne så hurtigt, som vi kan. Men vi er langt over den ventetid, som vi normalt forsøger at lave op til," siger han.
Forsvaret har nu indsat bæltekøretøjer, der skal hjælpe rednings selskaberne med udrykningskørsel - og situationen er virkelig slem, siger Ellen Trolle, der er vagtchef hos Dansk Autohjælp. Selskabet har trukket mere end 300 biler fri af sneen de seneste timer.
"Vi har været nødt til at lade mange biler stå i sneen, og har så i stedet reddet bilisterne. Så må vi grave bilerne frem senere," fortæller hun.
Også Falck har måtte give fortabt overfor sneen.
"Vi har haft køretøjer, der sidder fast. Det er meget, meget voldsomt ," fortæller Klaus Kristiansen.
Politiet fraråder lige nu al udkørsel på Lolland, Falster og Møn - mens al unødig udkørsel frarådes på Syd- og Midtsjælland.
Og det er vigtigt, at folk overholder anbefalingerne, siger Claus Jakobsen fra Vejdirektoratet.
"Vi ser mange steder, at både almindelige personbiler og store lastbiler kører ud trods advarslerne og så sidder fast i sneen. Og når de gør det, så starter de en ond cirkel, for så kan sneplovene ikke komme igennem, og så kan redningsmandskabet heller ikke komme frem for at trække dem fri," siger han.
Klaus Kristiansen opfordrer bilisterne til at lytte til politiets advarsler.
"Det er ret voldsomt. Når vi har svært ved at komme ud til folk, der sidder fast - så kan man komme til at vente rigtig længe. Og en bil, der holder stille, bliver lynhurtig kold, og med de temperaturer, vi har, er det ikke så spændende at sidde i sådan en bil i flere timer," siger han.