Stripperstænger og fræk stoledans er nu så populært blandt landets kvinder, at piger helt ned til 13 år melder sig til stripfitness og poledancing i landets motionscentre.
Det skriver gratisavisen MetroXpress fredag.
Men det er ikke en hvilken som helst form for motion, de unge piger søger. Både koreografien og musikken er nemlig stærkt inspireret af stripper- og pornomiljøet.
"Jeg har fået henvendelser fra piger ned til 13 år, som siger, de godt vil melde sig til poledancing, og at de har fået tilladelse af deres mor. Så fortæller vi dem pænt, at de må vente et par år. Grænsen går ved 15 år hos os, og vi rykker den snart til 18 år," siger Trine Thorendal, der er ejer af fitnessklubben Diva Lab i Valby.
Og grænsen i de fleste fitnesscentre ligger da også på 16-18 år, men det afholder ikke de helt unge fra at deltage.
"Hvis pigerne er under 18 år, skal de have tilladelse fra deres forældre til at deltage. Men det er ikke unormalt, at vi ser et par 14-15-årige piger på et hold med 20 kvinder," siger Kathrine Porsman fra Showdancefitness på Nørrebro.
Men de unge har misforstået konceptet bag stripfitness, mener Mill Bastrup, der er indehaver af stripfitness.dk.
"De unge er jo vildt nysgerrige på alle former for erotisk dans, og de tror, at de skal lære Pussycat Dolls-dancing. Men det handler det jo ikke om - det handler om at finde sig selv," siger hun til Newspaq.
Samtidig fastslår Mill Bastrup, at børn på ingen måde skal danse stripfitness eller nogen andre former for voksen poledance.
"Børn skal selvfølgelig danse, men det skal være på deres præmisser. Børn har jo også en seksualitet, men det er ikke en seksualitet, der passer til den voksne dans," siger hun.