Både danske og internationale fodboldklubber er ude efter de helt unge spillere i et omfang, som er så stort, at de professionelle fodboldspilleres fagforening, Spillerforeningen, er begyndt at optage spillere helt ned til 13 år. Det skriver Berlingske Tidende.
Det er ikke unormalt, at klubber kontakter de unge og deres forældre med kontrakttilbud eller invitationer til at komme med på træningslejre.
"En agent fra Tyskland sender en ti sider lang agentaftale. På tysk. Eller også ringer de fra Valencia i Spanien eller Fiorentina i Italien. I de situationer kan vi hjælpe med oversættelser og gode råd," siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, til avisen.
Hidtil har foreningen haft en grænse på 15 år, som også er grænsen for, hvornår klubberne i Danmark må tegne en kontrakt med talenterne. Dansk Boldspil Union (DBU) har netop indskærpet, at den grænse skal overholdes samt, at klubberne ikke må kontakte børn under 14½ år for senere at ville tegne kontrakter med dem.
Men da mange alligevel oplever at blive kontaktet fra diverse agenter, har Spillerforeningen besluttet af rådgive og optage drenge under 15 år som amatørmedlemmer.
Berlingske Tidende skrev søndag, at FC København fra august betaler 12 pladser i en 7. klasse på privatskolen Johannesskolen på Frederiksberg. Målet er, at klubbens bedste drenge fra årgang 1996 skal gå i skole og have tid til at træne med økonomisk opbakning fra FCK.