Håbet om overlevende efter skibsforlist på Volga i Rusland synes at forsvinde i flodens grumsede vand.
Krydstogtskibet Bulgaria med 208 mennesker ombord kom i går i problemer på grund af voldsomt vejr.
Omkring et opdæmmet område, hvor floden måler 20 kilometer fra kyst til kyst, tippede båden rundt og sank tre kilometer fra land.
80 mennesker fik reddet sig i sikkerhed på nærliggende fartøjer, men her et døgn efter ulykken er det stort set usandsynligt at finde flere overlevende.
"47 dykkere er ved at undersøge vraget. Resultatet af undersøgelsen viser, at chancen for at finde overlevende er minimal," fortæller Sergej Sjoigu minister for Ruslands civile beredskab til Reuters.
Ifølge de russiske myndigheder blev en række sikkerhedsregler brudt på skibet, hvilket er en medvirkende årsag til ulykkens omfang. Blandt andet måtte der kun være 140 personer ombord på skibet.
Ruslands præsident Dmitrij Medvedev har i dag udtalt, at han vil igangsætte en undersøgelse af alle turistfartøjer i landet.
Kilde: Reuters