Natten til lørdag kørte en dansk skibus galt i Tyskland nær byen Dessau. Og af de i alt 28 kvæstede, er tolv stadig indlagt med alvorlige kvæstelser på forskellige hospitaler.
Ulykken kostede to kvinder på 32 og 35 år og en mand på 45 år livet. Pårørende og psykologer ankom lørdag aften til Dessau fra Danmark, hvor de der slap fra ulykken uden alvorlige skader, er indlogeret på et hotel.
"Vi prioriterede at få de pårørende af sted, som har størst behov for at komme til Tyskland hurtigst muligt. Nu undersøger vi forskellige transportmuligheder for at få alle hjem så hurtigt som muligt," siger Casper Dall, der er talsmand for Københavns Kommune, til bt.dk
Bussen ramte midterautoværnet og faldt om på siden, og efter få øjeblikket var bussen flænset op. Sammenstødet var så kraftigt, at betonautoværnet forskubbede sig og bussens bageste aksel blev revet af. Overalt på vejbanen lå iturevne tasker og andre ejendele.
De fleste passagerer i bussen sov, da bussen kørte galt omkring klokken 01.00 natten til lørdag. Myndighederne oprettede straks et nødcenter på Hotel Fürst Leopold i Dessau, hvor Tysk Røde Kors delte tøj, tæpper og varm mad ud til de passagerer, der slap ud ad bussen kun iført deres nattøj, skriver Mitteldeutsche Zeitung.
Her fik børnene besked på de tre dødsfald.
"Børnene er selvfølgelig påvirkede. Det er jo en traumatisk oplevelse, men pædagoger og forældre har haft et rigtig godt greb om dem, og så er børn jo heldigvis børn," fortæller ambassaderåd Lars Bjørn Holbøll fra den danske ambassade i Berlin.
Passagererne, 18 pædagoger, forældre og 47 børn kom fra fritidshjemmet Kærnehuset på Amager på vej på skiferie i Neukirchen i Østrig.