Redningsfolk fandt tirsdag vraget af et indonesisk passagerfly, som forsvandt fra radarskærmen dagen før. Flyet, en Boing 737, er styrtet ned i en bjergrig region af øen Sulawesi, og ifølge de indonesiske myndigheder har 12 personer tilsyneladende overlevet styrtet. 90 passagerer og besætningsmedlemmer er derimod omkommet.
»Flyet er ødelagt, og der ligger mange lig omkring det,« siger politichef Genot Hariyanto til BBC.
Redningsfolk forsøger i øjeblikket at evakuere de overlevende, men der er ingen oplysninger om deres tilstand.
Flyet var på vej til Manado-lufthavnen i Indonesien, og her spredte nyheden om de mange døde panik. Nogle pårørende besvimede ved nyheden, mens andre nærmest angreb flyselskabets kontor for at få informationer om de 12 overlevende.
»Jeg har hørt, at 12 er i live. Jeg håber bare, at en af dem er min far,« siger Ridwan Lamani til AP.
Selskabet bag flyet, Adam Air, er et af Indonesiens mange nye lavprisselskaber og har eksisteret i tre år. Sidste år måtte et af selskabets fly nødlande, efter at kommunikationssystemet svigtede i fire timer.