Når fire mænd fra Odense i alderen 19 til 34 år om et par uger tiltales for at have forberedt terror i den såkaldte Vollsmose-sag, bliver de mødt med et kun 12 linjer langt anklageskrift. Det er for tyndt, mener to højtstående forsvarsadvokater.
»Sagen er skrumpet alvorligt, og det siger mig, at politiet og anklagemyndigheden fra starten er gået galt i byen,« siger advokat Bjørn Elmquist, der er forsvarer for en af de tiltalte.
Advokat Henrik Stegetorn, der forsvarede en af de sigtede i Glostrup-sagen, mener, at Vollsmose-sagen kan ende som Glostrup-sagen, hvor kun én blev dømt.
Bevisførelsen smuldrer
»Det ses tit i store sagskomplekser, at bevisførelsen smuldrer, når man kommer dybere ned i sagen. Politiet anholder meget bredt og ender med ganske få tiltalte og meget få beviser,« siger Henrik Stegetorn.
Ifølge anklageskriftet, som Nyhedsavisen har fået aktindsigt i, er de fire mænd tiltalt for i månederne op til politirazziaen 5. september 2006 at have forsøgt at begå handlinger, som kunne opfattes som terror. Mændene tiltales endvidere for at have gjort forberedelser til fremstillingen af en bombe af sprængstoffet TATP.
Tydelig anklage
Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere operationel chef i Politiets Efterretningstjeneste, PET, mener derimod, at det korte anklageskrift er et tegn på, at anklagemyndigheden har en stærk sag.
»Jo mere skarpt og præcist et anklageskrift er, jo mere sikker er man i sin sag,« siger Bonnichsen.
Politiets brug af civile agenter bliver højst sandsynligt afgørende, når sagen kommer for Østre Landsret 5. september.
I månederne op til razziaen havde politiet og PET et tæt samarbejde med en civil agent, der beskyldes for at have opfordret til terror.
»En agent må ikke sætte ting i gang, som ellers ikke ville være sket. Vi mener, politiets agent optrådte som en såkaldt radikalisator i sagen,« siger Bjørn Elmquist.
Det har ikke været muligt at træffe vicestatsadvokat Charlotte Alsing Juul for en kommentar. Fyns Politis repræsentant, Jakob Beyer, ønsker ikke at udtale sig forud for sagen.
Tre af de fire risikerer udvisning, hvis de dømmes.