12 mennesker måtte en tur på hospitalet, da der gik panik i en menneskemængde ved en træningskamp mellem Nigeria og Nordkorea i Johannesburg forud for VM-slutrunden i fodbold. Det oplyser BBC.
Der var fri entre til kampen, der blev spillet på et mindre stadion med plads til 10.000 tilskuere, men langt flere dukkede op. Derfor opstod der et voldsomt pres, da de mange tilskuere prøvede at komme ind på stadion. Politiet prøvede at lukke portene, men da de åbnede dem igen, kom der endnu en gang pres på menneskemængden.
Mange blev tromlet ned, og 12 måtte en tur på hospitalet.
"Menneskemængden overrumplede mig, og jeg faldt ned, siger en fan, der hedder Japhta Mombelo.
"Jeg faldt og folk faldt bare oven på mig," siger han til BBC.
Kampen endte 3-1 til Nigeria.