En 12-årig piges død af hundegalskab i Indien har skabt nyt fokus på landets mange millioner omstrejfende hunde.
Det rapporterer BBC.
Pigen Abhirami, som blev bidt i august, døde ifølge BBC på et hospital mandag i delstaten Kerala. Hun var det 21. dødsoffer for rabies i delstaten i år.
Hun døde, på trods af at hun havde fået tre doser vaccine mod rabies, som ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er ekstremt vanskeligt at komme til livs i Indien.
- Det fulde omfang af sygdommens følger i Indien er ikke kendt, men i henhold til de tilgængelige informationer forårsager rabies mellem 18.000 og 20.000 dødsfald årligt, siger WHO ifølge BBC.
Der er dog udbredt uenighed om antallet af rabies-tilfælde, og der føres mange ophedede diskussioner om fodring, sterilisering og aflivning af herreløse hunde.
En minister i den føderale regering sagde i parlamentet i august, at der er omkring 15,3 millioner omstrejfende hunde i landet i henhold til en optælling fra 2019. Ministeren sagde, at tallet var reduceret fra 17,1 million i 2012.
Dyreværnsgrupper mener, at de officielle tal for rabies-dødsfald fra WHO er overdrevne. Der har blandt andet i Kerala været konfrontationer mellem dyreværnsgrupper og kampagneledere, som opfordrede til aflivning af omstrejfende hunde.
I denne uge skal Indiens højesteret behandle et krav fra den føderale regering og fra delstatsregeringer om indgreb over for herreløse hunde.
Det er en del af kravet, at et program, hvor omstrejfende hunde indfanges, steriliseres og vaccineres, bliver opgivet, da det angiveligt ikke virker og ikke udføres rigtigt. I stedet vil politikerne bag kravet have hundene aflivet.
Man kan få rabies ved at blive bidt af et dyr, der er smittet med virusset, og det kan føre til en dødelig hjernebetændelse.
Det skønnes, at 35-40.000 mennesker årligt dør af sygdommen, og smitten sker mest i Afrika syd for Sahara samt i Asien, fremgår det af Statens Serum Instituts hjemmeside.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.