Tidligt tirsdag aften fik Nordjyllands politi en foruroligende anmeldelse fra en mor, hvis datter var blevet jagtet af en mand i en rød kassevogn.
Det skriver TV2Nord, som har talt med den vagthavende betjent om episoden.
Pigen blev antastet af manden i Sindal i nærheden af skoletandlægen.
Ifølge anmeldelsen holdt manden ind til siden og spurgte først pigen om hendes navn og alder. Så om hun ville have et lift.
Da pigen afslog og satte i løb, kørte manden efter hende, lyder det i anmeldelsen.
Bilen beskrives som en rød kassevogn uden nummerplade bagpå. Den skulle være beskidt og muligvis af mærket VW Transporter.
Politiet vil gerne høre fra folk, som har set bilen på 114.