Dybt inde i Panamas jungle er det lykkedes redningmandskab at finde et Cessna-fly, der styrtede ned i søndags. Tre af de fire passagerne var omkommet, men den 12-årige Francesca Lewis havde overlevet to dage på egen hånd trods kraftig nedkøling og en brækket arm.
Hun er med hjælp fra op i mod 70 redningsfolk blevet fragtet gennem voldsomme rengskyl og blæst i en jungle så tæt og mudret, at hverken heste eller biler kan komme igennem.
I morges blev Francesca Lewis så genforenet med sine forældre og sin bror og onkel på et hospital i byen David i Panama.
Med ombord på flyet var hendes klassekammerat Talia Klein og hendes far, IT-millionæren Michael Klein, samt en lokal pilot. De tre blev dræbt på stedet. Francesca Lewis var på ferie på Kleins feriested, og de havde chartret flyet for at fotografere Baru-vulkanen, der ligger tæt på, hvor flyet styrtede ned.
Det vides endnu ikke, hvorfor flyet styrtede, men det blev ifølge radiostationen RPC set søndag, hvor det i voldsom storm kom flyvende i lav højde.