Det gik helt galt, da en kun 12-årig tysk dreng lånte sin fars bil på stranden på Rømø.
Drengen var med tur med sin mor og far på Lakolk Strand på Rømø og fik lov at blive siddende i bilen med sin 17-årige kammerat, da forældrene gik en tur.
Men den 12-årige valgte at starte bilen og træde på speederen.
- Herefter kører de galt i høj fart, og den 17-årige bliver slynget ud af bilen, siger Sydjyllands Politis vagtchef Ole Aamann til Ekstra Bladet.
Den 17-årige passager blev efterfølgende fløjet til Odense Universitets Hospital.
Tidligere på året var Sydjyllands Politi ude med en advarsel om, at der blev kørt meget ræs på den brede strand på Rømø, hvor biler er tilladt.
"Der har den sidste tid været tiltagende strandræs på Lakolk Strand, Rømø. Vi advarer imod det. Vi vil være til stede på stranden, og der vil blive uddelt bøder for strandræs", lød det på Twitter i foråret.
I 2013 omkom en ung mand i en trafikulykke på stranden efter en kombination af alkohol, stoffer og høj fart.