I februar fødte en 15-årig britisk pige en datter. Sagen gav genlyd, fordi faren var en dengang kun 12-årig dreng.
Han skiftede blandt andet skole for at få mindre opmærksomhed. Men den nu 13-årige dreng er alligevel ikke far til den lille pige, viser en DNA-prøve nu.
Sagen om barnefødslen udspiller sig i Eastbourne i det sydlige England, hvor en anden, noget ældre dreng, på 15 år er opdaget som den rigtige far.
Den 1,22 høje Alfie Patten - som er den 13-åriges navn - var tilbage i februar ikke bleg for at tale med pressen om sin bedrift i sengen. Hvordan han skulle forsørge den lille, havde han dog ikke gennemtænkt.
"Men jeg ved, at jeg vil være god, og tage mig af den lille," sagde han dengang.
Ifølge engelske medierapporter blev Patten nedslået, da han allerede tilbage i marts fik at vide, at han slet ikke er far til barnet. Beskeden fik han under den retssag som har kørt i forlængelse af sagen.