Københavns Vestegns Politi har torsdag aften foretaget masseanholdelser ved Brøndby Stadion, hvor flere hundrede polske fodboldfans har været i konfrontation med Brøndbyfans og politiet.
Senest er 90 personer blevet præventivt anholdt, oplyser Københavns Vestegns Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Der en større episode ved selve stadion, hvor en stor gruppe på ca. 90 bliver anholdt præventivt , fordi nogen af dem begynder at maskere sig. Vi frygter, at de gør sig klar til at tiltvinge sig adgang til stadion. Det bliver der så skredet ind over for," siger pressemedarbejder Lars Andersen.
Tidligere på aftenen kom danske og polske fodboldfans i slagsmål ved Tjørnehøjskolen tæt på stadion. Her blev 20 anholdt.
"Ved 17-tiden tørnede to grupper sammen ved Tjørnehøjskolen nær stadion. Der skrider vi ind og opløser det," siger Lars Andersen.
Ballademagere har desuden knust ruder på en politibil, oplyser han.
Hovedparten af de anholdte tilhører ifølge Newspaqs oplysninger de berygtede fangrupper fra den polske klub Legia Warszawa, der tidligere har haft årelang karantæne fra europæiske turneringer.