12 er omkommet under en brand på en sovesal for skolebørn i Adana i det sydlige Tyrkiet. Det oplyser repræsentanter for myndighederne.
De fleste omkomne er børn, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
- 12 døde blev fundet. 22 kvæstede mennesker blev kørt på hospitalet, siger guvernøren i Adana, Mahmut Demirtas, til nyhedsbureauet Anadolu.
Borgmesteren i byen Adana, Huseyin Sozlu, oplyser, at 11 af de døde var skolepiger, og at den sidste omkomne er en kvindelig ansat.
Alle skolepigerne var 14 år eller yngre.
Branden kan være udløst af en elektrisk fejl og spredte sig ifølge AFP hurtigt, fordi huset var lavet af træ.
Der er ifølge guvernøren Demirtas tale om en privat sovesal, hvor der bor 34 studerende.
Elif Dogan Turkmen, en politiker fra området, fortæller til CNN Türk, at der er tale om en sovesal for piger fra fattige familier fra landsbyer omkring Adana, hvor der ikke er skoler.
Myndigheder har oplyst, at mange af de omkomne blev fanget på de øverste etager af bygningen, fordi en branddør ikke kunne åbnes.
Borgmester Huseyin Sozlu siger, at flere kunne have overlevet, hvis branddøren havde virket.
- Det ser ud som om, at døren til brandtrappen ikke virkede. Børnene kunne ikke åbne den, der blev fundet lig foran døren, siger han ifølge AFP.
Han oplyser desuden, at myndighederne straks vil begynde en undersøgelse af forløbet.
Det er ikke unormalt, at der opstår pludselige brande i store bygninger i Tyrkiet. Ifølge AFP er der i landet mange gamle træbygninger, der har dårlige el-installationer.
Til gengæld er det ifølge nyhedsbureauet højst usædvanligt, at så mange folk brænder inde.
Guvernøren siger, at branden brød ud omkring klokken 19.25 lokal tid, og først tre timer senere var flammerne under kontrol.
/ritzau/AFP