11 danske soldater blev sårede eller kom til skade, da deres patruljebase Bridzar tirsdag aften blev angrebet umiddelbart før en meget kraftig sandstorm satte ind i hele det danske ansvarsområde. Det oplyser Hærens Operative Kommando på sin hjemmeside.
Den meget dårlige sigtbarhed gjorde det i første omgang umuligt at evakuere de sårede soldater fra luften.
Derfor indsatte Den Danske Kampgruppe straks forstærkninger med læger og en yderligere ambulance for at evakuere soldaterne på landjorden. Samtidig ydede sanitetspersonellet hos soldaterne på patruljebasen førstehjælp på stedet.
Charlie-kompagniet bragte med egne køretøjer de sårede og tilskadekomne soldater fra Patruljebase Bridzar til den lidt nordligere Patruljebase Clifton.
Inden forstærkningerne nåede frem, havde sandstormen dog lagt sig. En helikopter blev derfor straks sendt i luften for at bringe de sårede soldater fra Clifton til felthospitalet i Camp Bastion.
De sårede og tilskadekomne soldater er fra Charlie-kompagniet, der er udsendt fra Gardehusarregimentet på Antvorskov Kaserne. De er indsat i patruljebaser nordøst for Gereshk.
Soldaternes nærmeste pårørende er underettet.
Udover de 11 sårede og tilskadekomne danske soldater blev også to lokale tolke sårede.