Et kronvidne i terrorsagen i Vollsmose er blevet forsøgt opsporet af personer fra de tiltaltes omgangskreds. Ifølge TV2 Nyhederne lever 11 mennesker under vidnebeskyttelse som resultat af terrorsagen.
Udover kronvidnet, hans hustru og deres fælles barn er både vidnets forældre, hans ekskone og deres børn under vidnebeskyttelse.
Ifølge juraprofessor Eva Smith er det helt udsædvanligt, at så mange personer bliver involveret i et vidnebeskyttelsesprogram i Danmark.
Fem mistænkte har siddet varetægtsfængslet siden september sidste år, hvor politiet i en koordineret aktion ransagede en række lejligheder i Odense-bydelen Vollsmose. De fem unge, som alle er under 30 år, står sigtet for at forberede en terrorhandling med sprængstoffer.
Politiets anklagemyndighed er i gang med at forberede anklageskriftet mod de fem mistænkte, som indtil videre er varetægtsfængslet frem til 13. marts.