Mindst 11 mennesker blev onsdag dræbt, da en minibus blev ramt af en vejsidebombe i det nordvestlige Pakistan.
Blandt de dræbte var to kvinder, en dreng på 11 år og en pige på tre år. De dræbte tilhørte samme familie.
- Bomben, som var placeret på vejen, blev udløst af en fjernudløser, da en pick-up med passagerer kørte forbi, siger en ledende embedsmand i området, Zakir Hussain.
Han tilføjer, at bomben har til formål at skabe skræk og rædsel blandt almindelige mennesker.
Fire personer blev såret ved angrebet, der skete i en landsby i Orakzai-distriktet i stammeområderne i den nordvestlige del af landet nær grænsen til Afghanistan.
Orakzai er et af syv distrikter i grænseområdet, som er et kerneområder for Taliban og al-Qaida. Washington kalder området "det farligste i verden."
Volden i Pakistan er taget til i den senere tid og rammer også den økonomiske hovedstad Karachi, hvor over 1600 mennesker blev dræbt sidste år - over halvdelen af dem i forbindelse med politisk og sekterisk vold.
Volden betyder, at forholdet mellem Pakistan og Afghanistan forbliver spændt, og der er løbende rapporter om angreb på kryds og tværs af den fælles grænse.
Forholdet mellem de to lande er blevet forværret, efter at afghanske politikere har beskyldt Pakistans efterretningstjeneste ISI for at stå bag selvmordsangreb og vejsidebomber i Afghanistan, hvilket pakistanerne blankt afviser.
/ritzau/AFP