En centimeter sne på kørebanen førte i morges til et massesammenstød på Helsingørmotorvejen i Nordsjælland. Op mod 11 biler stødte sammen omkring kl. halv ti.
"Kørebanen var ellers tør, så vi formoder, det er fygning fra de nærliggende marker, der har resulteret i et glatføre på motorvejen," siger Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.
Ingen mennesker kom alvorligt til skade under det omfattende sammenstød, som fandt sted lige nord for Hørsholm. Men alle bilerne måtte hentes af Falck.
"En person blev kørt til hospitalet, men er ikke kommet noget alvorligt til. Vi måtte trække samtlige biler væk fra kørebanen for at kunne åbne motorvejen igen," fortæller vagtchefen.
Motorvejen var efterfølgende lukket i to timer.