Tre mænd fra henholdsvis Hasselager, Ry og Odense fik tirsdag samlet 11 års fængsel for at videregive otte kilo amfetamin i en af de mest omfattende narkoretssager mod rockermiljøet længe. De tre mænd er ifølge anklagemyndigheden en del af et større narko-netværk af rockergrupper, der er placeret forskellige steder i landet, og som fordeler store mængder narkotika imellem sig.
Solgte stoffer ved grill
Særligt én af mændene, den 38-årige Lars Jafner fra Hasselager, bliver betegnet som central i narkomiljøet, hvilket dommen på otte års fængsel understreger.
Tilbage i december 2005 fik Lars Jafner overdraget fem kilo amfetamin af en anden mand ved Grillhytten i Hovedgård.
I januar 2006 modtog han yderligere 2,5 kilo amfetamin – denne gang overdraget til ham i selskab med en anden tiltalt i sagen, en 35-årig mand fra Ry, som blev idømt halvandet års fængsel for sin medvirken i sagen.
Den sidste tiltalte, en 36-årig mand fra Odense, blev dømt for at have overdraget et halvt kilo amfetamin til en anden mand på p-pladsen ved McDonald s i Horsens over flere gange i perioden fra januar til marts sidste år. En sag, der også skulle have relationer til amfetamin-sagen fra Hovedgård.
Rocker-netværk
De tre dømte har ifølge anklagemyndigheden klare relationer til rockermiljøet, og sagen breder sig da også over flere byer i landet i et sandt narko-netværk.
Tidligere er fire mænd blevet idømt hårde straffe for andre narkoforseelser ved retten i Århus, mens der også er afstikkere i sagen til Odense og Bornholm.
Efterforsker stadig
Begge dagens retssager blev ført bag lukkede døre, da politiet stadig efterforsker i sagen.
Sikkert er det dog, at endnu fire mænd står tiltalt for forskellige forbrydelser inden for samme narko-netværk. De fire skal efter planen for retten til efteråret.