En 11-årig pige var to gange udsat for overgreb fra en voksen mand i Køge.
Overgrebene fandt sted 30. juni, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Den 11-årige pige havde været på besøg hos en bekendt, da hun på vej ned i en trappeopgang blev antastet af en mand, der tog hende hårdt i begge arme og trak hende ind til sig.
Pigen fik sparket bagud og ramte manden i skridtet og kunne derefter vride sig løs og løbe hjem.
Efterlyser vidner
Samme aften gik den 11-årige alene hjem fra en legeplads, da den samme mand pludselig sprang ud fra en busk og tog fat i pigens højre arm, mens han trak hendes gamachebukser ned til knæene.
Forurettede fik dog igen vredet sig løs og løb hjem.
Pigen beskriver gerningsmanden som 30-40 år gammel, to meter høj, med ølmave, lyst hår, røde knopper på kinderne og sølvring i venstre øre.
Politiet efterlyser vidner i sagen.