En 11-årig dreng kom i dag hjem til en låst dør. Bag den sad hans far bundet til en stole efter røvere havde banket og bagbundet ham.
Det skriver ekstrabladet.dk.
Drengen, der ikke er nøglebarn, kunne ikke forstå, hvorfor hans far ikke lukkede op. Derfor kaldte han gennem dørsprækken, hvorfra han fik besked på at ringe 112.
Da Vestegnens politi ankom sparkede betjentene døren ind og fandt den 47-årige mand.
To maskerede mænd havde tidligere på dagen ringet på døren. Da manden åbnede døren, trængte de ind og slog og sparkede ham, før de altså bandt ham til en stol med strips.
Manden har det efter omstændighederne godt.
Vestegnens politi efterforsker sagen som et hjemmerøveri.