Indonesiske redningsfolk fortsætter her til morgen med at lede efter overlevne efter den flodbølge, der brød gennem en 10 meter høj dæmning i en forstad til hovedstaden Jakarta.
109 personer er fortsat meldt savnet, og antallet af omkomne er lige nu på 67, oplyser myndighederne.
Hundreder af bygninger kollapsede som korthuse, da de mudrede vandmasser tromlede hen over dem og overraskede mange af kvarterets indbyggere, mens de stadig lå og sov.
"Der er masser af murbrokker, men vi skal nok grave os igennem dem trods vanskelighederne. Vi fortsætter vores eftersøgning, indtil vi får besked på at stoppe," siger indsatslederen til nyhedsbureauet AFP.