Nye forbedringer på stemmesedlen til kommunalvalget i år skulle give færre ugyldige stemmer. Det var målet for Økonomi- og Indenrigsministeriet. Men i stedet er der sket det modsatte.
Ser man bort fra de blanke stemmesedler, er 10.474 stemmer i år blevet erklæret ugyldige. Det viser stemmeresultaterne fra den kommunale IT-leverandør KMD.
De ugyldige stemmesedler udgør i år 0,33 procent af stemmerne, mens de i 2009 udgjorde 0,26 procent. Det svarer til omkring 3.000 flere vælgere, hvis stemme er blevet gjort ugyldig.
"Et af formålene med at vi lavede forbedringer på stemmesedlen var at få begrænset antallet af ugyldige stemmer så meget som muligt," Christian Vigh, der er chef for kommunaljuridisk kontor i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Men trods de dårlige valg-resultater vil Økonomi- og Indenrigsministeriet ikke kalde initiativet for mislykket.
"Det er ikke sådan, at vi nu sætter os ned og tæller decimaler, og siger, at det er en fiasko. Det er ikke til at vide hvad der ligger bag tallet, og om folk har gjort stemmen ugyldig med vilje. I sidste ende handler det om, at vi ønsker, at vælgeren bliver vejledt så godt som muligt i, hvordan man sætter krydset på stemmesedlen, så den ikke bliver ugyldig", siger Christian Vigh.
Elektronisk løsning
Et valg med elektroniske stemmer vil dog til dels kunne komme problemet til livs, vurderer valgforsker Yosef Bhatti fra Københavns Universitet.
"Du ville jo ikke kunne gøre din valgseddel ugyldig ved at skrive 'Allan Simonsen' som der er set eksempel på her til valget, og det kan være et argument for at give e-valget endnu en overvejelse," siger han.
Men også det alternative elektroniske valg rummer store udfordringer, vurderer han.
"I stedet for at gøre valget elektronisk har man flere steder forsøgt sig med at gøre selve valgkortet elektronisk, og her har der flere steder været problemer med teknikken, så det gør, at man generelt er mere varsom med at gøre valghandlingen elektronisk."
Om de mange fejlplacerede krydser giver anledning til en debat om at omlægge til elektronisk valg, har chefen for det kommunaljuridiske kontor i Økonomi- og Indenrigsministeriet ingen kommentarer til.
Tallet 10.474 kommer fra IT-firmaet KMD's database over stemmeoptællingen i de 98 kommuner.
I statistikken mangler de endelige tal fra Rødovre Kommune.
Kilde KMDvalg.dk