Det er mørkt, når de går hjemmefra. Frokosten indtages i et mørkt baglokale.
Og når de skal hjem, er den sidste smule dagslys atter forsvundet.
Mere end 100.000 danskere, der står ved kassen i landets supermarkeder, lagerarbejdere og fabriksarbejdere, tilbringer hele vinteren i en dagligdag, hvor lysttofrør er den eneste lyskilde.
Det er direkte sundhedsskadeligt, advarer læger.
Læs også: Jakob ser kun solen i weekenden
”Dagslys er utrolig afgørende for vores sundhed. For lidt dagslys mistænkes at være årsag til depression og brystkræft,” siger seniorforsker Åse Marie Hansen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Sammen med et hold af andre forskere er hun netop gået i gang med et forskningsprojekt, der skal afdække konsekvenserne for de mange tusinde danskere, der ikke har adgang til dagslys på jobbet.
Mange er påvirket
Og hendes bekymring bakkes op af overlæge og lektor på Københavns Universitet Poul Jennum.
”Lys er forudsætningen for, at kroppen kan regulere vores døgnrytme. Derudover er det den suverænt stærkeste faktor for vores humørsvingninger i årets løb,” siger han.
Og det er en bred gruppe af arbejdsstyrken, der er målgruppe for forskningsprojektet.
Specialkonsulent i HK Handel, Bjarne Petersen vurderer, at antallet er over 100.000 danskere.
”Jeg hører fra mange butiksansatte, at de er begyndt at gå i solarium og købe lamper til soveværelset med kunstigt sollys, fordi de mærker symptomerne på for lidt dagslys,” siger han.
[pagebreak]
Tilsyn ignorerer problem
Men det er faktisk i strid med arbejdsmiljøloven, at de danske supermarkeder og indendørs arbejdspladser ikke sørger for, at deres medarbejdere får mulighed for at tilbringe tid i dagslys – en lov, der sjældent bliver håndhævet, lyder det fra Bjarne Petersen:
”Det er grotesk. At supermarkeder og storcentre kan se stort på dette her, når vi har sund lovgivning på området. Arbejdstilsynet ignorerer problemet og svigter deres opgave her.”
Ikke øverst på listen
Hos Arbejdstilsynet forstår man frustrationen. Men de direkte konsekvenser ved manglende dagslys er svære at bevise, lyder det.
"Vi tjekker allerførst problemer, der har betydning for medarbejdernes sikkerhed. Det kan være tunge løft eller farlige arbejdssteder. Og hvis vi så giver et påbud til en virksomhed om at lave et vindue i et pauselokale, så kan de bare afvise det, hvis det er 'til væsentlig ulempe'," siger Carsten Bartholdy, specialkonsulent i Arbejdstilsynet.
Han forklarer at problemerne med manglende dagslys ofte er det nederste punkt på den tilsynsførendes tjekliste, når han besøger en arbejdsplads.