Hver dag krydser 2.000 irakere grænsen til Syrien på flugt fra volden i deres hjemland. Andre 1.000 flygter til Jordan. Flygtningestrømmen ud af Irak er nu blevet så massiv, at FN må revidere deres planer for arbejdet i området.
»Meget af vores arbejde var baseret på den tanke, at situationen ville stabilisere sig og at hundrede af tusinder af irakiske flygtninge kunne komme hjem. I stedet ser vi nu flere og flere flygtninge i forbindelse med den fortsatte vold,« siger Ron Redmond, der er talsmand for FN?s Flygtningehøjkommissariat. Han indrømmer, at flygtningestrømmene er kommet bag på FN, fordi de irakiske flygtninge ikke flygter til lejre, men krydser grænserne på egen hånd og bosætter sig i nabolandene eller flygter videre til andre lande.
Flygtningene flygter fra den sekteriske vold, der har præget Irak i den seneste tid. Fredag blev 56 lig fundet rundt omkring i Bagdad. Samme dag mistede otte amerikanske soldater livet i kampe forskellige steder i Irak.