Ritzau
Opdateret kl. 09:42
Trafikken glider igen, efter at en lastbil tidligt onsdag morgen tabte 10.000 flasker på Østjysk Motorvej omkring Horsens.
Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter.
Alle spor er blevet genåbnet.
Vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi fortalte tidligere på morgenen, at de tabte flasker spredte sig ud over en lang strækning.
- Det er åbenbart bagklappen, der på en eller anden måde er gået op på containerlastbilen. Flaskerne har spredt sig ud over en strækning på 700 meter, så det skaber lidt trafikale problemer, sagde han.
Gravkøer og fejemaskiner fra Vejdirektoratet tog del i oprydningsarbejdet.
Anmeldelsen om det tabte gods tikkede ind klokken 6.32.
/ritzau/