Dødstallet efter det kraftigste jordskælv i Kina i 30 år er steget til 10.000, rapporterer statslige kinesiske medier ifølge den britiske tv-station BBC.
Samtidig blev det oplyst, at omkring yderligere 10.000 er fanget i murbrokkerne under sammenstyrtede huse i det vestlige Kina, der blev hårdt ramt af jordskælvet.
- Situationen er værre, end vi tidligere vurderede, og vi har brug for flere folk til at hjælpe, sagde premierminister Wen Jiabao.
- Det har toppriorietet at redde folks liv og ejendom, og mange er stadig fanget i murbrokkernen.
Jorskælvet ramte i går med 7,8 på richterskalaen, og kunne mærkes 2.000 kilometer væk.
Ifølge den danske ambassadør i Kina, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, er der 45 danskere i de ramte områder. Indtil videre har ambassaden i Beijing haft kontakt med de 27 af dem, men ifølge de kinesiske myndigheder er der endnu ikke rapporteret om udlændinge blandt ofrene.
Den kinesiske regering har sat 50.000 soldater ind for at hjælpe - 16.000 af dem er i øjeblikket i området.