Syriske oprørere hævder i en ny video, der er blevet omdelt til pressen af aktiviser, at de har taget 100 regeringssoldater og militsfolk til fange under kampe i den hårdt omkæmpede nordlige by Aleppo.
Videoen, som viser snesevis af civilklædte mænd sidde i en gård, er optaget af en mand, som siger, at han er med i oprørernes Frie Syriske Hær.
De tilfangetagne mænd siger til kameraet, at de er medlemmer af den syriske hær og shabiha-militsen, som støtter regimet.
- Jeg er oberst Mohammed Rashid Mohammed al-Mhmeid. Jeg blev anholdt på vejen ind til Aleppo, siger en af mændene.
- Jeg er kaptajn Fuad al-Hosh, øverstkommanderende for politiet i Aleppos Shaar-distrikt. Jeg blev taget til fange, da jeg var på vej væk fra min post, siger en anden.
En tredje mand siger, at han tilhører shabiha-militsen. Han siger, at han blevet taget til fange i Hanano i Aleppo, og at han har "dræbt en demonstrant."
Der er blevet udkæmpet intense kampe i ni dage i Aleppo, men flere og flere specialtrænede soldater er blevet mobiliseret i byens udkant, og stadig flere soldater deltager i Assad-regimets modoffensiv.
I distriktet Salaheddin overflyver kamphelikoptere oprørernes stillinger.
En fotograf fra nyhedsbureauet AFP fortæller, at oprørere har forskanset sig bag improviserede vejspærringer af sandsække og endda en væltet bus, mens de har indrettet nødtørftige behandlingssteder i skoler og moskeer.
I Washington og Paris, London, Berlin og Rom advarer regeringstalsmænd Syriens regime mod at begå en massakre i Aleppo. Det synes at være det, som regimet forbereder, siger en talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium, Victoria Nuland.
/ritzau/AFP