Trusler, vold ? og i værste fald mord.
Hvis en indvandrerkvinde finder en kæreste, som familien ikke ønsker eller på anden måde rager uklar med kulturelle skikke, kan det være med livet som indsats.
Hver eneste uge bliver der i Danmark begået forbrydelser på grund af religiøse normer eller æresbegreber.
Alene siden slutningen af juni i år har politiet rundt omkring i landet været inddraget i knap 100 forskellige sager om planlagte æresdrab eller andre former for ulovlige aktiviteter, der har relation til kulturelle normer.
»Det er et meget højt tal. Og antallet viser, at der er et klart behov for at følge med i denne udvikling nøje fremover,« siger Kim Kliver, chef for NEC, Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter.
Især sagen om æresdrabet på Ghazala Khan fra Slagelse har ført til forøget opmærksomhed på sagerne. Her blev en hel familie dømt for at have planlagt mordet på en 19-årig kvinde, der netop havde giftet sig med en mand, som hendes familie ikke accepterede.
I dag har de fleste politikredse et beredskab klar, når de hører rygter om sådanne sager. Men kommer de i tvivl kan de tilkalde Rigspolitiets rejsehold.
I strid med loven
Her holder man for eksempel såkaldte »præventive samtaler« med familierne for at forhindre overgrebene.
»Det er simpelthen møder, hvor man tager fat i familiens overhoved og siger Det I er i færd med, det er altså i strid med dansk lovgivning. Og hvis I gennemfører det, så kommer I i fængsel . I grove tilfælde kan man blive nødt til at gribe til fængsel,« siger Kim Kliver.
At antallet af sager på fem måneder er oppe på 100 kommer ikke bag på Esma Birdi, integrationskonsulent og rådgiver for Integrationsministeriet.
»Forbrydelserne har fundet sted i alle de år, der har eksisteret etniske minoriteter i Danmark. Vi er bare først nu for alvor ved at blive opmærksomme på dem. Nogle indvandrere ? og det er heldigvis få ? lever efter normer, som er markant anderledes end de danske, og af frygt for, at de værdier forsvinder som dug for solen, griber de til trusler eller vold,« siger hun.
Rigspolitiet arbejder i øjeblikket på en strategi på området, som bliver fremlagt inden jul.