23.000 kvadratmeter jord i Erhvervspark Nova i det nordlige Horsens forvandles meget snart til 100 nye arbejdspladser.
Det oplyser borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), til Horsens Folkeblad. Byrådet besluttede mandag aften, at sælge jordstykket til GLS Denmark A/S, som vil bygge en ny terminal.
- Jeg kan ikke oplyse så meget andet, men jeg ved, at GLS gerne vil i gang med byggeriet så hurtigt som muligt, og at der følger cirka 100 arbejdspladser med, siger Peter Sørensen til avisen.
GLS har afdelinger i 42 europæiske lande og er den tredjestørste pakkedistributør i Europa. GLS Denmark A/S har hovedsæde i Kolding, mens hovedkontoret holder til i Amsterdam.