Det irakiske sundhedsministerium i Bagdad blev torsdag eftermiddag angrebet af omkring 100 bevæbnede mænd, der forsøger at overtage kontrollen med bygningen. Der er meldinger om både dræbte og sårede i de heftige kampe, skriver AFP.
Ifølge en sikkerhedskilde mødte angriberne kraftig modstand, og torsdag eftermiddag var der fortsat heftige kampe ved det belejrede ministerium. Der blev brugt morterer og håndvåben i kampene mellem oprørerne og sikkerhedsstyrker, der forsøger at beskytte de omkring 2000 mennesker, som befinder sig i ministeriet.
»Terroristerne angriber bygningen med morterer og maskinkanoner, og vi kan endda se snigskytter. Enhver ansat, der forlader bygningen, bliver skudt,« sagde vicesundhedsminister Hakim al-Zamily, der opholdt sig i den belejrede bygning, til Reuters.
De irakiske ministerier og embedsmænd er blevet et hyppigt mål for landets oprørsgrupper. Sidste uge blev mere end 100 mennesker bortført fra det irakiske undervisningsministerium.