En børnehave med 56 børn og 19 voksne er blevet evakueret fra en børneinstitution i Aakirkeby på Bornholm. Det skyldes et udslip af svovlbrinte.
Det oplyser servicedirektør Johannes Nilsson fra Bornholms Regionskommune.
Umiddelbart er ingen børn eller voksne blevet påvirket af udslippet men alle er kørt til Bornholms Hospital i bus for at sikre, at ingen har lidt overlast i forbindelse med udslippet.
- Vores hovedfokus har været at få børn og voksne ud af institutionen, så vi kunne få dem hen et sted, så de ikke bliver udsat for fare.
- Vi er i tæt samarbejde med hospitalet for at få undersøgt, om nogen har lidt overlast. Det er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, siger han.
Det står endnu uklart, hvad udslippet skyldes, men det er i gang med at blive undersøgt tirsdag formiddag.
Børnene er blevet evakueret til en nærliggende skole, som vil blive brugt de næste par dage.
Institutionen har både børn i vuggestue- og børnehavealderen.
* Først var meldingen fra Bornholms Regionskommune, at 100 børn var blevet evakueret.
Det skyldes, at institutionen har plads til 100 børn, men så mange har ikke været i institutionen tirsdag.