Selv om alt er fredeligt i København her til morgen, så er politiet ikke gået i hi.
Her til formiddag var politiet i gang med en aktion, som har medført omkring 100 anholdelser.
I følge Nyhedsavisens oplysninger har politiet ransaget Det Fri Gymnasium i Møllegade, Kollektivet Bumzen i Baldersgade, Solidaritetshuset på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Korsgade nær Blågårds Plads og Folkets Hus i Stengade. Det ønsker politiet ikke at bekræfte.
På Det Frie Gymnasium er rektor Ejnar Ritterband vred over politiets fremgangsmåde.
"De gik ind på skolen og brød faktisk
døre op til vores huse. De havde tilsyneladende ikke tid til at vente på mig. Og de
fandt ingenting, for husene var tomme," siger han.
"Jeg vil klage over politiet, og jeg forventer, at de skal betale for skaderne," siger Ritterband.
I følge Ritterband sagde politiet, det var en ransagning efter udenlandske aktivister, men det har der overhovedet ikke været på gymnasiet.
"Overovedet ikke. Det er jeg sikker på, der ikke har været," siger han.
Politiet har angiveligt observeret stor trafik af autonome aktivister i nogle af bygningerne i løbet af de sidste par dage.
"Vi har været på et antal adresser i København i dag, fordi vi havde fået oplysninger om, at der befandt sig udenlandske personer, der enten har eller ville deltage i urolighederne på Nørrebro. Det havde medført 100 anholdelser, sidst jeg fik tallet," siger Flemming Steen Munch fra Københavns Politi.
Et af stederne, der blev ransaget var Folkets Hus i Stengade. Her fandt politiet, i følge Jesper Lund, der er med i administrationsgruppen, ingenting.
"Man føler sig retsløs og under belejring - for de kom uden en ransagningskendelse," forklarer han.
Til det siger Flemming Steen Munch.
"Det kan da godt være, det er rigtigt, men det er helt efter reglerne, hvis vi efterfølgende får en dommerkendelse. Vi skal nok få formalia på plads."
Blandt de anholdte skulle være medlemmerne af "Retsgruppen", en organisation, der står for juridisk assistance til de unge.
Advokat Knud
Foldshack fra Fonden Jagtvej 69 mener, at der dermed er tale om en voldsom optrapning af konflikten fra politiets side.
"Når man nu også begynder at anholde grupper, der vil hjælpe de unge, så
er tiden inde til at nogle trykker på pauseknappen", siger Knud
Foldshack til Ritzau.
Politiet afviser, at man er gået bevidst efter Retsgruppen.