Til tonerne af "Jeg vil altid elske dig", "Ave Maria" og sækkepiber sagde den 100-årige krigsveteran Harold Terens og hans 96-årige kæreste, Jeanne Swerlin, "ja" til hinanden i byen Carentan-les-Marais i Frankrig.
Kun få dage forinden var den amerikanske veteran fra 2. verdenskrig blevet hædret på 80-års-dagen for D-dag i Normandiet i det nordvestlige Frankrig.
Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.
Der var masser af gæster med til brylluppet, hvoraf nogle var iført militæruniformer.
- Jeg har ventet 96 år på at finde den rette mand, og nu har jeg et bryllup, som kun en dronning og en konge kan have, sagde Jeanne Swerlin før ceremonien i Normandiet.
- Jeg føler mig ung igen. Det er den bedste tid i hele mit liv, sagde Harold Teren.
Parret mødte hinanden i 2021 og har været uadskillelige lige siden.