Solgt for 60.000 kroner.
Det er beløbet for undertøj, der har tilhørt den afdøde britiske monark dronning Victoria.
Dronningens intime beklædningsgenstande er sat til salg af det britiske auktionshus Westenhanger, der aldrig har solgt noget lignende før.
- Først troede vi ikke på, at undertøjet havde tilhørt Dronningen, men da vi så, at hendes våbenskjold var broderet på, samt et bestemt mærke fra en renseri var på, blev vi overbevist, fortæller auktionarius Michael Hogben til avisen Daily Mirror.
- Undertøjet har været hos en familie i Kent i over 80 år. Det stammer fra omkring 1890, hvor Dronningen forærede meget af sit undertøj væk til sine loyale medarbejdere som tak for lang tjeneste, forklarer Hogben.
Undertøjet har en livvidde på 132 centimeter, for op mod sin død var Dronningen ret velpolstret, fortæller auktionarius.
- Hun havde undertøjet på i slutningen af sit liv, for på daværende tidspunkt spiste hun mere, end hvad de fleste mennesker nogensinde havde råd til, fortæller han.
Gennem sine 40 år som auktionarius har Michael Hogben aldrig oplevet et lignende salg:
- Jeg har aldrig set så mærkelig en ting vække så stor budinteresse. Vi havde opkald fra USA, Indien, Israel og hele Storbritannien. Det er nok noget af det mest interessante, jeg nogensinde har bortauktioneret, lyder det fra den erfarne herre.
Den endelige køber af det royale undertøj ønsker at være anonym. Ud over undertøjet var der også et par silkestrømper til salg.
Dronning Victoria var britisk monark i 63 år fra 1837 til sin død i 1901.
Newspaq