Der var blå blink overalt, mens skolebussen rullede gennem natten.
Betjente fra tre distrikter, fire byer og fra Arkansas State Police var med flere end 10 politibiler på intens biljagt efter den gule bus, der bare fortsatte ufortrødent.
Bussen pløjede blandt andet igennem en politispærring, inden den nåede frem til byen Little Rock i Arkansas.
I alt nåede skolebussen 70 kilometer før den endelig stoppede, og politiet til deres overraskelse kunne anholde den blot 10-årige chauffør.
Ifølge den lokale tv-station – KATV – så er drengen en del af en gruppe, der allerede i sidste uge blev afsløret i forsøget på at stjæle en bus. Denne gang lykkedes det så.
Den 10-årige blev senere samme aften overgivet til sine forældre, mens politiet overvejer, hvad han eventuelt skal sigtes for.