Hun var på cykel på vej til ridning.
Men den lille pige blev stoppet, overfaldet og tvunget bort fra vejen af en mand i 40 erne, der kørte op på siden af hende med sin knallert.
Han kørte hende ud til en mark ved Vollerup, hvor han voldtog hende. Derefter kørte han hende til et nyt sted, hvor hun blev voldtaget igen.
- Det er en af de værste voldtægtssager jeg har oplevet. Både fordi vi taler om en lille pige, som er blevet udsat for det, men også omstændighederne, som jeg ikke kan komme nærmere ind på. Men den er meget grov, siger vicepolitikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Preben Westh til P4 Syd.
Gerningsmanden blev genkendt på et overvågningsbånd på en tankstation og derefter anholdt. Han har, ifølge P4 Syd, voldtægterne og har fremvist gerningssted nummer to.
Der er retsmøde i Sønderborg i dag klokken 14. 30, hvor politiet vil kræve, at manden bliver varetægtsfængslet.
Ifølge politiet har pigen det – efter omstændighederne – nogenlunde.
- Det siger sig selv, at efter sådan en handling vil hun ikke have det godt, siger Preben Westh.