En kun 10-årige pige blev offer for et voldsomt røveri i sin fars Aldi-forretning i København torsdag eftermiddag.
Pigen overraskede to røvere, som i baglokalet var i færd med at true faderen, der er butiksbestyrer, skriver Eb.dk.
De to røvere tøvede ikke et sekund, da pigen dukkede op. Både pigen og faderen fik stukket en pistol i nakken, og så blev faderen tvunget ind på butikkens kontor, hvor røverne fandt 62.000 kroner i kontanter, som de efterfølgende stak af med.
Røveriet fandt sted omkring lukketid, klokken 16.25, og politiet vil meget gerne i kontakt med vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området omkring Tingvej på Amager, hvor Aldi-butikken ligger.
Den ene røver beskrives som somalier, omkring de 20 år, kraftig eller almindelig af bygning. Han havde en sort hættetrøje med noget pelsagtig besætning på og bar en sort
jakke, sorte bukser og en sort rygsæk. Hans ansigt var dækket til med et
hvidt eller lysegrønt tørklæde, og han havde en grå eller sølvfarvet pistol
med.
Den anden røver beskrives som lidt yngre og lysere i huden - måske araber. Hen er
spinkelt bygget. Også han var klædt i sort tøj, han havde en kasket på og også tørklæde
for ansigtet. Han var bevæbnet med en stor, grå pistol.