Der er ikke kommet mange nye oplysninger på bordet efter politiet nu har afhørt den 10-årige pige, der tirsdag blev fundet bevidstløs i en blodpøl i Hellerup med tre kraniebrud.
Pigen husker kun, at hun hørte en mand komme løbende bag sig, og at manden slog hende i hovedet. Det oplyser politiet ifølge danske medier.
Siden i går har politiet fået 25 henvendelser fra borgere. Politiet vil nu undersøge, om de kan bidrage med nye spor i sagen.
- Vi kigger på henvendelserne nu, men det rigtig varme spor regner vi ikke med at finde i dem, siger Henning Schou Koefod fra drabsafdelingen til Berlingske.dk.
Politiet vil gerne høre fra alle, der tirsdag mellem klokken 13.00 og 13.10 har set en mand løbe ned i gangtunnelen mellem Rymarksvej og Tuborgvej i Hellerup.