Hvornår var du sidst stolt over noget?
Vi er midt i konfirmationstiden, så du vil formentlig svare, da din datter i sin fineste hvide kjole gik ned gennem kirken. Eller da din søn til festen fremførte sin første takketale - alene og med alles opmærksomhed på sig.
Du har sikkert også haft en klump i halsen.
Måske du har været stolt af en succesfuld arbejdsopgave, et salg eller en stærk eksamen. Du kunne også være stolt af din kone, din søster, din far - eller dig selv!
Men hvornår har du sidst været stolt over noget, Danmark har frembragt? Som regel er det sportsbegivenheder, hvor danske drenge eller piger kæmper på nationens vegne, som får blodet til at bruse og stoltheden til at gløde.
Med den nylige brand af Børsen blev det pludselig tydeligt, at der også findes en national stolthed over vores mest markante byggerier. Brandtomten ved siden af Christiansborg blev hurtigt en attraktion, og almindelige københavnere udtrykte pludselig stærke følelser for den nedbrændte bygning.
Christian d. IV byggede Børsen i 1619 og en række andre imposante bygninger i fortrinsvis København men også i andre dele af landet eksempelvis Rosenborg Slot med kronjuvelerne, Rundetårn med sin fine udsigt, Nyboder med sin markante gule farve, Regensen, tårnet på Koldinghus, Frederiksborg Slot, Valdemar slot og meget mere.
Christian d. lV har givet Danmark de mest seværdige gamle bygninger, der nu er en del af vores nationale identitet og som vi viser frem med stolthed.
Den store bygmester i nyere tid er Poul Schlüter, der i sin statsministerperiode formåede at bygge Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Det er først og fremmest broen mellem landsdelene, der er vores nationale ikon, og som derfor blev en del af Tour de France, da det franske løb skulle promovere Danmark.
Det er på tide, at vi bygger stort igen. Meget stort.
De seneste årtier har været præget af store havvindmølleparker, som de færreste kan se, solcellemarker, der håner naturen og supersygehuse, der er uden arkitektonisk værdi og som eftertiden vil huske for deres voldsomme budgetoverskridelser.
Jeg foreslår, at vi bygger verdens flotteste højhastighedslinie, som går fra Aalborg over Aarhus til København eller Hamborg og retur.
Den flotteste rute med det hurtigste tog i det smukkeste landskab med flotte broer og vilde tunneller. Som Frankrigs TGV, som Japanske Shinkanzen eller italienske EGR.
Alle lande med respekt for sig selv har et fænomenalt offentligt transporttilbud - som er til at betale.
Forleden var min søster på besøg. Hun bor i Vestjylland og kom med Flixbus. Billetten kostede 148 kroner fra Herning. Toget kostede 460, så det var et let valg og ret beset er det en skandale, at det ikke kan gøres billigere med toget.
Vi har pengene til det store byggeprojekt.
Frem for at klatte dem væk på nye bureaukrater og små velfærdsløsninger skal vi insistere på at få et monstrøst mega projekt alle kan se og som alle kan få gavn af.
Et højhastighedstog gennem Danmark, hvor billetten er til at betale.
Sidste sommer fandt Finansministeriet 16 nye milliarder i det, som alle nu kalder for ”råderummet”. Det er skattepenge, som finansminister Nicolai Wammen ikke havde regnet med ville komme i statskassen. Det er ikke første gang, han og finansdrengene er blevet overrasket over, hvor meget danskerne arbejder og derfor kommer til at betale i skat. Det ser ud til, at råderummet om lidt bliver opskrevet igen.
Det er DINE penge, men du kan godt opgive at få dem udbetalt. Dine penge ligger bedst i statens lommer er filosofien for Nicolai og de andre politikere. De kunne ikke drømme om at sende dine penge retur.
Pengene bruger finansministeren normalt, når han bliver trængt i forhandlinger med andre partier. Som et plaster på såret, kan de få finansieret deres mærkesager. Som regel småting.
Denne gang skal vi insistere på storheden.
Kære Mette, Du skal sætte gang i det største projekt i mands minde. Et projekt, der vil give dig anerkendelse og som vil stå efter, at du har forladt statsministerkontoret. En kæmpe opgave, der kan måle sig med Schlüters og Christian d. 4.’s projekter.
Christian den 4. var enevældig konge og hertug af Holstein.
Sådan er de politiske forhold ikke i dag, men for at sikre, at projektet bliver stort og visionært, skal der skabes et helt nyt ministerium.
”De store projekters ministerium” eller Stolthedsministeriet, der skal arbejde på tværs af alle andre ministerier, på samme måde som Finansministeriet. Det nye ministerium skal rådgive og i sidste ende bestemme, hvordan de største projekter skal etableres og gennemføres. Det bliver vigtigt, at vi bygger spektakulært og til tiden. Vi skal for fremtiden undgå skandaler som supersygehusene, Covid-beredskabet, hvor der blev smidt vacciner og mundbind ud for to milliarder eller Forsvarets helt skæve investeringer.
Derfor, Mette, skal du nedlægge seks ministerier:
- Ældreministeriet - reformen er alligevel lavet.
- Ministeriet for ligestilling og digitalisering - et latterligt og usammenhængende ministerium opfundet til lejligheden.
- Ministeriet for udviklingssamarbejde og global klimapolitik - vi skal ikke have to udenrigsministre.
- Beskæftigelsesministeriet og økonomi kan du slå sammen - der er alligevel næsten fuld beskæftigelse.
- Ministeriet for by- og landdistrikter, kirke og nordisk samarbejde - du kan formentlig godt se, at det er helt ligegyldigt og at områderne let kan fordeles.
- Transportministeriet - kan blive en del af det nye store superministerium
Christian den 4. var rig og visionær. Han brugte sine penge til at hente bygmestre, arkitekter og kunstnere til landet for at skabe den storhed, der stadig eksisterer.
Det er der, du skal hente din inspiration, Mette Frederiksen.