Vred håndværker: Føler mig set ned på af lovmagere
Udlændingeloven vægter universitetsuddannelser højere end erhvervsuddannelser, når der skal ansøges om permanent opholdstilladelse i Danmark.
- Det er fuldstændigt hul i hovedet, at vi har sådan en lovgivning, når vi får tudet ørerne fulde om, at det skal være mere prestigefyldt at vælge en erhvervsuddannelse, siger Morten Ryom.
- Det er fuldstændigt hul i hovedet, at vi har sådan en lovgivning, når vi får tudet ørerne fulde om, at det skal være mere prestigefyldt at vælge en erhvervsuddannelse, siger Morten Ryom. Foto: Henning Bagger/Scanpix


- Jeg blev fuldstændig forarget!

Sådan siger folketingskandidat for Socialdemokraterne, håndværker og tidligere formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation, Morten Ryom, om sin umiddelbare reaktion, da han onsdag læste et debatindlæg i Politiken.

I indlægget skriver Karina Nicolaisen, der er medarbejder i Udlændingestyrelsen, hvordan hun desværre måtte meddele den 20-årige Yasmin, at hun ikke kan få permanent opholdstilladelse i Danmark, fordi Yasmin er i gang med en erhvervsuddannelse som sosu-hjælper. Hvis hun i stedet studerede på en videregående uddannelse, havde det været en anden sag.

- Det sender et fuldstændigt forkert signal både til de unge her i landet, der tager en uddannelse og til dem, der søger opholdstilladelse: At man er bedre stillet i lovens øje og mere værd for samfundet, hvis du har en universitetsuddannelse, siger Morten Ryom til Avisen.dk.

Set ned på

Karina Nicolaisens forklaring til Yasmin er dog ikke taget ud af den blå luft. I udlændingeloven står der, at en person, der søger om permanent opholdstilladelse, blandt andet skal opfylde et krav ’aktuel aktivitet’. Kun påbegyndte studier på videregående uddannelser og fast fuldtidsarbejde kan bruges her.

Det faktum blev Morten Ryom så gal over, at han straks satte sig til tasterne på Facebook, da han havde læst indlægget.

- I alle de år jeg har kæmpet for erhvervsskoleeleverne, så har jeg da lige godt ALDRIG følt mig så meget set ned på, som da jeg læste dette indlæg og fandt ud af, hvor lidt vi betyder i forhold til de universitetsuddannede. Jeg vil med det samme skrive til Mette Frederiksen og få det her ændret! Denne slags forskelsbehandling hører ikke hjemme i et land som Danmark, skrev han på Facebook.

Tudet ørerne fulde

Han uddyber overfor Avisen.dk, at alle, der søger ophold i Danmark, og som er i gang med en hvilken som helst uddannelse, viser, at de vil være en del af samfundet. Derfor burde unge på erhvervsuddannelser naturligvis også kunne få permanent opholdstilladelse. Specielt med tanke på, at der er brug for flere faglærte, mener Morten Ryom.

- Det er fuldstændigt hul i hovedet, at vi har sådan en lovgivning, når vi får tudet ørerne fulde om, at det skal være mere prestigefyldt at vælge en erhvervsuddannelse, siger han.

De relevante passager i udlændingeloven blev senest behandlet i 2012. Det fremgår dog ikke af lovbehandlingsarbejdet, hvorfor det blev bestemt, at erhvervsuddannelser ikke vægtes på lige fod med videregående uddannelser. I lovbemærkningerne står der i afsnittet om ’aktuel aktivitet’ blot:

”Udlændingen må antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kan godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en offentlig anerkendt uddannelsesinstitution."

Kyniske djøffere

Justitsministeriet har ikke yderligere oplysning om denne passage. Avisen.dk har også taget kontakt til de medlemmer af Udlændingeudvalget, der var med til at lave loven i sin tid. Ingen er dog vendt tilbage.

Morten Ryom spekulerer i, om folkene bag loven mon har glemt, at erhvervsuddannelser er direkte kompetencegivende.

- Hvis man tager de grimme briller på, kan det jo være, at vi har med en flok kyniske djøf'ere at gøre, der ikke mener, at samfundet har brug for erhvervsuddannelser ligeså meget som universitetsuddannelser. Jeg håber og tror ikke på det, men jeg vil ikke være overrasket, hvis det var tilfældet, siger Morten Ryom.

Det er dog muligt for nogle udlændinge, der er i gang med erhvervsuddannelser, at få permanent opholdstilladelse. Loven siger nemlig, at personer der er fyldt 18 - men som endnu ikke er fyldt 19 - og er optaget på eksempelvis en erhvervsuddannelse - kan få permanent ophold, hvis de har haft fast arbejde, eller har været i kontinuerlig uddannelse siden folkeskolen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.