Surt show: Karakterkrav koster to tusinde unge erhvervsuddannelsen
Unge droppede i stor stil optagelsesprøverne til erhvervsuddannelserne, og halvdelen, der mødte frem, dumpede. De nye karakterkrav satte en stopper for over 2.000 unges drøm om en erhvervsuddannelse.
Karakterkrav på minimum 02 i dansk og matetik ved folkeskolens afgangsprøve har kostet mere end 2.000 unge en erhvervsuddannelse.
Karakterkrav på minimum 02 i dansk og matetik ved folkeskolens afgangsprøve har kostet mere end 2.000 unge en erhvervsuddannelse. Foto: Scanpix


Over 2.000 unge har fået punkteret drømmen om en erhvervsuddannelse i år, fordi deres kunnen i dansk og matematik er for ringe, skriver Ugebrevet A4.

For at kunne komme ind, skal de unge have fået minimum 02 i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve – ellers skal de bestå en optagelsesprøve. Sådan lyder de nye krav i Erhvervsskolereformen.

SOSU-skolerne har sammenlagt udelukket 928 potentielle elever på grund af karakterkravet, oplyser foreningen Danske SOSU-skoler.

På flere landbrugsskoler er antallet af optagne elever dykket med en fjerdedel, fortæller Danske Landbrugsskoler, mens en undersøgelse fra Danske Erhvervsskoler viser, at mindst 747 unge ikke klarede erhvervsskolernes optagelsesprøve.

I virkeligheden er mange flere unge dog faldet for karakterkravene. I rundspørgen mangler Danske Erhvervsskoler svar fra ni skoler, så deres afvisninger skal lægges oveni. Mange erhvervsskoler oplevede også, at mindst en tredjedel af de unge slet ikke mødte op til optagelsesprøven og på den måde dømte sig selv ude.

Undervisningsministeriet mangler et endeligt tal for, hvor mange unge der er faldet for karakterkravet, men tilbagemeldingerne fra de store organisationer inden for erhvervsuddannelserne viser, at det drejer sig om flere end 2.000 personer.

Skoler og elever ærgrer sig

SOSU-skolerne er foruroligede over, at 30 hold potentielle elever bliver sortereret fra.

- Når man ønsker at få flere til at tage en erhvervsuddannelse; er det så en god ide at sætte en mur op og sige: ’I kan ikke komme ind?’ Det er modstridende. Man barberer vores rekrutteringsgrundlag. I forvejen er der lav ledighed i faget. I værste fald får kommunerne problemer med at ansætte SOSU-personale med de rette kvalifikationer om to-tre år, siger Jeppe Rosengård Poulsen, formand for Danske SOSU-Skoler, til Ugebrevet A4.

Erhvervskolernes Elevorganisation ærgrer sig over, at unge bliver frasorteret.

- Det er ærgerligt at blive udelukket fra drømmeuddannelsen, fordi folkeskolen ikke har været god nok til at løfte de unge fagligt. Selvfølgelig skal man kunne læse og regne, men der er mange, der gennem tiden er blevet dygtige håndværkere, selvom de ikke fik 02 i dansk, siger Mie Hovmark, formand for Erhvervskolernes Elevorganisation, til Ugebrevet A4.

Danske Erhvervsskoler advarer mod at lempe karakterkravet, fordi unge bliver afvist.

- Det er ikke sådan, at vi begræder, at unge ikke kommer ind på en erhvervsuddannelse. For det ville tilføje dem et nederlag, hvis de kom ind og måtte droppe ud, fordi de ikke var parate. Vi må ikke ryste på hånden i forhold til de kvalitetskrav, der er stillet, siger Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler, til Ugebrevet A4.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) mener også, at det er udmærket, at nogle unge er sorteret fra.

- For at blive en god tømrer eller SOSU-assistent, er der ting, man skal læse og forstå. Man kan ikke tage en erhvervsuddannelse uden at gøre sig umage. Det er vigtigt at genskabe prestigen ved håndværksfaget. Man bliver ikke håndværker, hvis man ikke dukker op til undervisningen, fastlår ministeren over for Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.